Fugleskydning med ældre kunst, 2011


Solen brød, efter en morgenstund med overskyet himmel, heldigvis frem og bagte igen fra en skyfri himmel, da Ebeltoft Borgerlige Fugleskydningsselskab traditionen tro afviklede den årlige fugleskydning torsdag den 7. juli på skydepladsen i Skovgårdskrogen.

Fugleskydningen, der var nummer 98 i selskabets historie, blev således atter favoriseret af et pragtfuldt skydevejr, hvilket endnu en gang betoner bestyrelsens succesfulde protegering af skydebrødrene ved valget af skydedag.

Dagen blev sædvanen tro indledt, da skydebrødrene samledes foran det gamle rådhus, hvis solide konstruktion igen magtede at rumme næsten samtlige af de 127 skydebrødre, der trofast var mødt op til selskabets årlige højdepunkt. Her lyttede de ligeledes traditionen tro til talerne for Kongehuset, Danmark og den gamle by Ebeltoft, sidstnævnte glædeligvis en i en kort version, ledsaget af en lille hjertestyrkning og det udvidede spejderorkesters musiceren på torvets gamle brosten.

Efter samlingen på rådhuset blev skydebrødre kommanderet i kolonne på tre geledder af paradefører Søren Lundberg, der havde en markant overraskelse i baghånden til de forhåbentligt inden for få år helt borteliminerede skydebrødre, der møder op i de for paraden så aldeles uklædelige, korte spejderbukser.


De to skydebrødre – der skal ikke her nævnes navne – blev således kaldt frem til offentlig spot og spé og foreviget på fotografisk manér, således at portrætterne af de unævnelige kan blive udstillet på selskabets hjemmeside. En hård, men åbenbart nødvendig sanktion i kampen for at håndhæve og dermed markere, at bestyrelsens utrættelige fokus på dresscoden, er af hjertet ment.


Marchen til skydepladsen blev glædeligvis igen i år afbrudt af det påtrængende stop midtvejs ved Bedestedet hos Lundberg, hvor der ventede en enkelt hjertestyrkning efterfulgt af fugleungernes nødtørftige oprydning i varelageret.

Efter adskillige skuffelser over, at det i de foregående år ikke har været muligt ved Bedestedet at få fyldt feltflaskerne op, var det i år åbenbart lykkedes sidste års fuglekonge, at omgå en henstilling om ikke at servere dåser med kølig, livgivende væske. Et bestyrelsesmedlem, der ønskede at være anonym, benægtede dog ethvert kendskab til både henstilling og ønskede ikke at kommentere rygter om en eventuel særtilladelse, der underhånden var givet til fuglekongen via nære forbindelser mellem Spejderorkestret og dele af bestyrelsen.

Ankommet til skydepladsen måtte flere skydebrødre uden ophold frekventere pissoiret og forlod det efterfølgende med lidt fordækte smil. Det viste sig således, at der var ophængt et af ældre karakter pikant og æggende stykke fotografisk kunst forestillende en nøgen kvinde – dog set bagfra – der dagen igennem bidrog til færre tilfælde af urinering på overlæderet.

Selve skydningen blev i år gennemført med et par få, men påfaldende begivenheder. Første stjerne blev således beskudt i to omgange af samme skydebroder og Næbbet faldt før kronen. Ingen af disse lidt usædvanlige begivenheder blev der givet nogen forklaring på, ligesom der også skulle en del forespørgsler til, før det blev opklaret, at det var en tudse i pumpeslangen i markørgraven, der sidst på formiddagen foranledigede, at skydningen måtte indstilles i 16 minutter.

Efter den dejlige traditionsrige frokost, der kun blev afbrudt af nogle få og korte taler, fulgte glædeligvis det traditionelle bidrag fra den allestedsnærværende købmand Jens Kjærgaard, som efter en brystpladekollision sidste år, ved sin muntre optræden og med et helt nyt og nærmest symfonisk indslag, aldeles bortviskede enhver tvivl om, at han igen er på vej tilbage til toppen.


Fugleungerne blev traditionen tro, under myndig instruktion og overvågning af pokalformand Poul Svendsen, indviet i en af selskabets mest stolte traditioner, der er medvirkende til at udvikle fugleungernes evne til den for fugleskydningen så nødvendige egenskab, at kende forskel på øl og vand. For at undgå civile tab lod pokalformanden det blive ved lidt mindre pokalrunder end tidligere.

Skydningen sluttede kl. 17,42, hele 31 minutter senere end sidste år, da en af selskabets skarpeste skytter, Peter Schrøder Jeppesen, godt hjulpet af flere løsninger af pladerne, med et præcist skud fik ram på brystpladen.


Resultater:


Brystpladen: Peter Schrøder Jeppesen - eget skud.
Højre vinge: Jørgen Chr. Schiødte v. Niels Hvitved.
Venstre vinge: Rene Didia Lønholt - eget skud.
Halen: Kim Nielsen - eget skud.
Halsen: Peter Elle - eget skud.
Æblet: Kurt Lassen v. Aage Hansen.
Sceptret: Erik Andersen v. Søren B. Lundberg
Næbbet: Palle Vang- eget skud.
Kronen: Preben Mørch v. Harry Vang.
6. stjerne: Jeppe Hougaard v. Peter Elle.
5. stjerne: Jørgen Brøgger - eget skud.
4. stjerne: Jens Otto Hansen - eget skud.
3. stjerne: Svend Falck Henriksen v. Steen Hobolt
2. stjerne: Erik Hennings - eget skud.
1. stjerne: Thomas Birkelund - eget skud.


Lukket skydning: 1. præmie (30 p.): Esben Kannegaard v. Jørgen Brøgger. 2. præmie (30 p.): Lars Lund v Jens Otto Hansen. 3. præmie (29 p.): Gert Oehlers v. Johan Peter Jensen. 4. præmie (29 p.): Jørgen Jørgensen v. Jesper Nyhuus. 5. præmie (29 p.): Michael Drevland v. Peter Schrøder Jeppesen. 6. præmie (29 p.): Preben Mørch v. Thomas Elle. 7. præmie (28 p.): Torben Jørgensen v. Per Rgaard. 8. præmie (28 p.): Waldemar Blichfeldt v. Erik Grønlund. 9. præmie (28 p.): Jens Nyholm Hansen v. Aage Hansen. 10. præmie (28 p.): Tommy Lorentsen v. Erik Nielsen. Vinder af vandrepokalen blev Jørgen Brøgger.


Følgende fik 30 p. ved serieskydning: Tommy Lorentsen, Søren Lindberg, Jesper Nyhuus (2x30), Jørgen Nyhuus.





Og lidt billeder fra dagen:

paraden foran rådhuset
Paradeføreren foran rådhuset.



paraden i Søndergade
Paraden i Søndergade.



musikken
Musikken spiller trofast.



fra teltet
Hyggesnak i teltet.



fugleungerne
Fugleungerne får deres emblemer.



Hyggesnak i det dejlige vejr
Hyggesnak i det dejlige vejr. "Hverm bliver mon fuglekonge?"



Fuglekonge 2011 Peter Schrøder Jeppesen.
Fuglekonge 2011 blev Peter Schrøder Jeppesen. TIL LYKKE !!!