FUGLESKYDNING 2008

 

 

Fugleskydning i medvind

 

Både solen og vinden var med skydebrødrene, da fugleskydningsselskabet torsdag 3. juli 2008 afviklede selskabets 95-års jubilæumsskydning.

Efter samlingen på det Gamle Rådhus blev skydebrødrene traditionen tro kommanderet i en kolonne på tre geledder, for at kunne indlede den fælles og anstrengende march til skydepladsen. En march der traditionen tro blev afbrudt midtvejs, da kolonnen nåede Bedestedet, hvor Svend Lundberg igen i år var klar med en hjertestyrkning, og hvor fuglekongen 2007, havde sikret, at der var mulighed for at få fyldt feltflaskerne op.

 

Forinden afgangen fra Det Gamle Rådhus, udspillede der sig dog en episode, der gav stof til eftertanke. Der var således seks skydebrødre iført den for selskabets dresscode helt uhørte buksebeklædning, de såkaldt korte bukser, som mange af skydebrødrene kender fra deres barndom. Disse afvigere blev dog omgående kommanderet ned bagerst i kolonnen og beordret til at holde en afstand på fem-seks meter til kolonnen.

Denne skarpslebne, men åbenbart nødvendige indgriben fra paradeføreren overfor disse kættere, netop i et jubilæumsår, hvor der var sat fokus på dresscoden, vil forhåbentlig fremover skabe fornøden agtelse for bestyrelsens fokusområder.

 

Vel ankommet til skydepladsen indledtes skydningen i flot solskin og med en bagvind fra ost-nord-ost, der medvirkede til at sætte ekstra fart på kuglerne, var fuglen allerede inden frokost klædt af til godt og vel skindet. Skydningen var dog desværre lidt hæmmet af, at enkelte skydebrødre enten ikke kender den rækkefølge, hvormed fuglen beskydes, eller ikke følger anvisningerne. En enkelt stjerne måtte desårsag ud i en lidet klædelig ombeskydning på en hegnspæl.

 

Trods det varme og solrige vejr lykkedes det skydebrødrene – og måske lidt uventet også fugleungerne – at holde sig på benene hele dagen. Varmen øger behovet for væskeindtagelse - en advarsel fra korpslægen, der allerede tidligt på dagen blev meddelt via paradeføreren – men som evident ikke blev fulgt af alle mand. Der blev sålunde kun indtaget ca. 1.000 fadøl, hvilket er et gennemsnit på 8,3 pr. mand, og et stykke fra tidligere års rekorder. Hertil kom, at der blev tyndet op med 150 flasker vand.

 

Årsagen til denne udsøgte mådeholdenhed kan noksom tillægges det forhold, at 95-års jubilæet blev fejret med den traditionsrige aftenfest, hvor damerne da var velkomne.

Festen forløb uden nævneværdige hændelser. Maden og varmen var helt i top.

Aftenens vel nok største oplevelse var Pokalkoret, der efter en tydeligvis intens indsats i øvelokalet, igen brillerede med mindeværdige indslag, der vakte en grandios og eksorbitant jubel – ikke mindst blandt damerne.

 

Resultaterne for Fugleskydningen 2008 blev:

Årets Fuglekonge blev Jens Nyholm Hansen, der med et sikkert og velplaceret skud på Brystpladen kl. 15.54, sikrede sig titlen.

 

De øvrige resultater:

Højre vinge: Bent Vinding v. Jan Hvitved.

Venstre vinge: Morten B. Nielsen v. Waldemar Blichfeldt.

Halen: Knud Nyhuus v. Jesper Nyhuus.

Halsen: Per Hvitved – eget skud.

Æblet: Per Bach – eget skud.

Sceptret: Lars Blichfeldt – eget skud.

Næbbet: Kim Filt – eget skud.

Kronen: Klaus v. Lowzow – eget skud.

6. stjerne: Søren Sejersen – eget skud.

5. stjerne: Sven Falck Henriksen v. Flemming Udengaard.

4. Stjerne: Karsten Kjær – eget skud.

3. stjerne: Nicolas Hvitved – eget skud.

2. stjerne: Karsten Gade Jensen – eget skud.

1. stjerne: Søren Lundberg – eget skud.

 

Lukket skydning:

Vinder af Pokalen blev Jan Nyhuus

 

 



Lidt billeder fra dagen





Formanden og den afgående fuglekonge inspicerer undersåtterne.
Formanden og den afgående fuglekonge inspicerer undersåtterne.



Parade i de Dannebrogspyntede, brostensbelagte gader.
Parade i de Dannebrogspyntede, brostensbelagte gader.



Fanen føres ind i teltet.
Fanen føres ind i teltet.



Hattestemning i teltet.
Hattestemning i teltet.



Nogle af de dunede, men knap flyvefærdige fugleunger.
Nogle af de dunede, men knap flyvefærdige fugleunger.



En brav fugleunge.
En brav fugleunge.



En tørstig fugleunge.
En tørstig fugleunge.



Fuglekonge blev Jens Nyholm Hansen.
Fuglekonge blev Jens Nyholm Hansen.